fredag den 23. november 2012

Hula Hula på Hawaii

Hver mandag aften er der mulighed for at tage med en bil til Living Stones Church lige efter aftensmad, hvor man så kan få undervisning i ægte hula-hula-dans. Vi var en flok piger, der synes det kunne være rigtig sjovt at prøve bare for at sige at vi så havde gjort det - nu hvor man er på Hawaii! 

Så vi tog af sted og var spændte på at se hvor svært det var, for det ser jo umiddelbart ikke så svært ud, når man ser folk danse det, fordi det går forholdsvis langsomt. Men jeg fandt hurtigt ud af at hula-hula slet ikke er mig. Men nu er dans jo heller ikke lige min yndlingsbeskæftigelse, så måske er det ikke så mærkeligt. 

Læreren var en ægte hawaiiansk kvinde, med store hofter og dejlig brun skind og flot langt mørkt hår. 
Først skulle vi lige lære de fem grundtrin, der findes i dansen. Den første var bare hvor man skulle tage et skridt til højre, samle benene og tage et skridt til venstre og samle benene igen. Det var jo ikke så svært, men hvert nyt trin blev mere og mere kompliceret, så allerede der havde jeg svært ved at følge med. Og så blev der ellers sat musik på. 
De få deltagere som kommer hver uge skulle først vise os den første dans, som var til sangen "Min skaber, min frelser" (bare på engelsk selvfølgelig), så det var rart at det var en melodi man kendte. Det så rigtig godt ud når de gjorde det synkron. Men der var rigtig mange trin og armbevægelser, hvor jeg tænkte at dem lærer jeg aldrig - hvilket jeg heller ikke gjorde. Da vi alle skulle øve samtidig stillede jeg mig bagest og prøvede så godt jeg kunne at følge med. Nogle gange droppede jeg armbevægelserne helt og koncentrerede mig kun om fødderne/benene (du skal stå og bøje i knæene hele tiden, så dine hofter bliver mere løse og svinger bedre - hvilket er meget hårdt i længden), ellers ville jeg blive helt forvirret. Og sådan gjorde vi ellers med et par sange, så vi nåede at lære tre sange - og jeg har selvfølgelig nu glemt ALT hvad jeg har lært. Jeg kan ikke en gang huske alle de fem grundtrin der var. 
Men vi havde det rigtig sjovt og jeg er glad for at jeg har prøvet det. Nu har jeg lidt mere respekt for dem der gør det. Man skal virkelig holde styr på mange ting ad gangen. Knæene, fødderne, hofterne, armene og takten i sangen. Og hvor var jeg træt da vi var færdige. Men sådan er det jo. 
Klar til undervisning i hula-dans

Det var alt for nu. Hold jer muntre.


- Linda :-) 

torsdag den 15. november 2012

Campere på stranden? Tjek.

Denne weekend valgte jeg så at blive hjemme fra turen, der var blevet arrangeret om lørdagen, fordi de "bare" skulle snorkle og det havde jeg jo lige prøvet weekenden før, så vi var en lille gruppe der smuttede til Magic Sand Beach og nød de gode bølger og beach volley mulighederne. Vi tog tidligt hjem derfra, fordi vi skulle pakke til vores campingtur, som vi håbede på ville lykkedes denne gang! 

Vi aftalte at mødes klokken 15:30 og så dele os op i grupper som vi kunne hitch hike i, for man skal helst ikke være mere end 5 ad gangen der hitch hiker - jo sværere bliver det at kunne få et lift. Og denne gang var der også flere der ville med. Vi var en flok på 13, der drog af sted og min gruppe (Julie, Caleb, Jessica og Austin) var den første til at ankomme til det sted, vi skulle vandre. Austin påstod at der var en nemmere vej ned til Makalawena Beach (som var den vi var ved sidste gang) som han havde taget, så vi gik af sted på den store highway og søgte efter hans lille vej, der skulle dukke op, men det skete bare ikke, så vi tænkte at det ville da være nemmere at krydse henover alle lavastenene (som er meget skarpe/rå  og det går meget op og ned), og prøvede at skynde os så meget som muligt fordi solen var ved at gå ned. Det endte med en masse skrammer. Julie faldt og slog sin hånd rimelig meget, og det ville bare ikke stoppe med at bløde. Men vi var jo nødt til at fortsætte pga. solnedgangen, så hun bed smerten i sig og gik med hånden over hovedet og pressede på såret med den anden hånd, så hun ikke mistede mere blod. Da vi endelig kom ned til stranden ringede de andre og fortalte at de var ankommet til der hvor vi skulle sove, men at de nu var blevet smidt væk af en mand - der lignede Moses - som påstod at han ejede grunden og at man ikke kunne campere her. Så vi blev nødt til at finde et alternativ. Vi gik og gik og mødte så heldigvis to lokale fyre der også skulle campere. De fortalte om en lille strand hvor man kunne campere uden at blive forstyrret at politiet eller de folk der giver bøder til folk uden tilladelser. 
Så vi gik endnu mere og fandt heldigvis et sted vi kunne sove. Der var så bare myrer og kakkelarker over det hele, så det var jo skønt! Men nu var der så en gruppe på fem der valgte at sige - vi vil gerne hjem, vi er trætte og de fleste af dem var skadede, så de ville gå endnu længere for så at tage hjem. Det skal så lige siges at vi også lige havde gået i fire timer på ujævn grund. Så da de smuttede hjem var vi kun ni tilbage. Billede af os ni:
Mig, Jessica, Linnea, Julie, Greg, Mathias, Austin, Caleb og Johannes

Lavastenene og måske kan man skimte stranden (destinationen)

Klar til vandring (Julie, Jessica, Caleb og Austin)
Vi hyggede os rigtig meget og fik set på en masse stjerner - har aldrig set så mange i mit liv. Man kunne både se "Lille Bjørn" (mini karlsvognen), mælkevejen og ikke mindst stjerneskud. Jeg fik i hvert fald talt til ti stjerneskud :-) Og efter at have snakket og hygget faldt vi i søvn på stranden under åben himmel. Bortset fra min nakke så sov jeg faktisk rigtig godt. Havde slet ikke frosset, men min nakke var lidt stiv, men det var nok også efter at have båret rundt på bagage i fire timer. 
Vi tog det stille roligt og fik udforsket det sted vi havde sovet og fik taget lidt billeder og spist morgenmad. Derefter drog vi så til Makalawena Beach - nu vi var i nærheden. Så vi drog igen af sted og var SÅ klar til at hoppe i vandet, da vi ankom til stranden. Det var virkelig dejligt. Stranden var meget smuk og vandet helt blåt med gode bølger. Så der tilbragte vi så nogle timer. 
Vi tog forholdsvis tidligt af sted derfra igen, fordi vi ville nå tilbage inden det blev mørkt, og vi havde en masse vandring forude. Men inden vi nåede så langt fik vi faktisk et lift op af den lange ujævne vej i en truck. Det var noget af en tur. Det var ikke ligefrem komfortabelt at sidde bag i sådan en truck imens man kører på grusvej med store bump hele tiden, men sjovt havde vi det! Og vi slap for at gå, så vi var meget taknemmelige! Vi aftalte at vi ville spise et sted der hedder The Pine Tree Café (Café grantræ), som ligger lidt uden for Kona, for de skulle åbenbart have en fantastisk god burger. Og de havde ret. Jeg tror virkelig aldrig jeg har fået en burger, der var så god, som den vi fik. Så det var en dejlig måde at slutte turen af på. 
Da vi kom hjem til Hale Ola var vi meget smadrede og slappede bare af resten af aftenen og gik tidligt i seng, fordi vi jo skulle på arbejde dagen efter. Men en succesrig weekend har det været! 

Glæd jer til næste indlæg, det bliver skægt... Hold jer muntre.

- Linda :-)

Den strand vi sov på

Vores lille camp

På opdagelse efter muslinger

Den anden side af stranden, der var fyldt med vulkansten

Johannes fisker

Johannes fanger en fisk efter 30 sekunder!!

Klar til den rigtige strand - Makalawena

Nå ja og så stod der bare en van fyldt med skudhuller midt i det hele?

Er vi stadig på Hawaii eller er dette Afrika? 

Vi er stadig på Hawaii! Chiiiiill...

Der bliver slappet af

Spist Oreo's

Nogle af os var lidt trætte...

Og nød solen

Makalawena camp - lidt bedre end den anden strand

Her er lidt mere udsigt

Og lidt mere til den anden side

Austin gik med til at blive begravet - det er altid sjovt! 

Drengene bodysurfede på bølgerne

Begyndelsen af den vej vi skulle gå hjem

Lige før vi blev samlet op af en truck (læg mærke til manden på toppen af bjerget...)

Den vilde tur

Og lidt mere vildt

Pine Tree Café 

Sidste stykke med hitch hike

Den nye svenske pige Linnea

onsdag den 14. november 2012

Svømme med delfiner? Tjek.

Denne weekends tur stod på en flot tur op nordpå til et sted der hedder Pololu Valley. Det ligger ud til kysten og for at se det, skal man "hike" (vandre) en del på ujævne skrænter, for at komme ned i en smuk dal med høje klipper overalt omkring en og med en flot sort strand. Jeg troede jeg havde set det smukkeste sted på Hawaii, men bliver overrasket gang på gang. Dette var virkelig en smuk tur :-)

Vi tog vores første pause ved en skrænt ude i ingenting, med en øde men flot udsigt. Nyd billederne her:

Selvom det er lidt tåget, kan man godt få fornemmelsen

Selvfølgelig skulle Julie og jeg også lige have et billede sammen

Tre seje koreanere :-)
Et billede jeg fangede imens vi kørte

Næste stop blev så dalen vi skulle vandre i. Fra toppen, hvor vi parkerede bilerne, kunne vi se hvor vi ville ende henne, så jeg glædede mig til at komme af sted. Jeg fulgte med bagtroppen, så vi kunne tage billeder uden at folk skulle gå ind foran eller at der stod tilfældige personer i kanten af mine billeder, så vi kom ret langt bagud, men vi havde det sjovt. Her er lidt billeder vi tog på vejen ned. 

Begyndelsen af en lang gåtur

Sådan så stien nogenlunde ud hele vejen

Men udsigten var pragtfuld

Julie og jeg

Pololu Valley - meget flot!

Jo tættere vi kom på stranden - jo flottere

Vi kom endelig ned i dalen og ned til den sorte strand. Nogle valgte at bade, men jeg havde ikke taget mit håndklæde med, så jeg blev på land og udforskede området på egen hånd. Der var en masse træer, der dannede en lille skov og det var rigtig hyggeligt at gå rundt derinde. Det kan også bedst beskrives med et billede:
Første syn når man kommer ned i dalen

Andet syn du ser - flot skovnatur
Flot skov lige ud til vandet

Og lidt mere skov...
Ellers fik vi bare lov til at være der i en god time (vi kunne have fået længere tid, men fordi vi var så langsomme, blev det kun til det), før vi igen skulle mødes på toppen. Så der var rig mulighed for at nyde udsigten og de flotte klipper der også var. Jeg ville ønske jeg havde kommet mere omkring, men havde intet ur på mig, så ville ikke gå for langt væk. Men skøn natur var det. 
Udsigten mod det bjerg vi kom ned ad

Mig i et sejt træ

Udsigt over den store dal

Mig, Jii og David i hop

Julie nyder også udsigten
Hvis man nu skulle blive i tvivl om hvor jeg er?
"Kærligheds-gyngen"

Vi tog endnu et stop ude ved kysten, hvor der vokser nogle bestemte slags træer med nogle meget sjove rødder. Jeg kan selvfølgelig ikke huske hvad træet hedder, men måske jeg kan finde det på google? Nu ved jeg i hvert fald hvordan det ser ud. Men det ligner et rigtig regnskovs-agtigt træ.
Måske du kender navnet?

Udsigten - wow

Skrænten - wow

Mere skrænt - wow wow

Mig der sidder på et af træerne
Efter vores frokostpause tog vi hen til en macadamia-nødde-fabrik/butik. Det var nemlig en butik, hvor de solgte nødderne, og samtidig følge med i hvordan de bliver lavet. Der var nemlig glasvinduer ind til maskinerne, men de var selvfølgelig slukket da vi var der, så vi fik bare fortalt hvordan det foregik af en af de ansatte. Man kunne også købe mærkelige souvenirting derinde som f.eks. t-shirts med slogans som "Do I look nuts to you?" og købe Hawaiiansk kaffe. Men det bedste af det hele var, at der var gratis smagsprøver på alle de forskellige varianter. Nu ved jeg da helt sikkert hvilken en der er min yndlings - honning glaserede, mmmmmhhhh!!!!! 
De gratis smagsprøver

Her bliver nødderne så lavet

Uden for butikken/fabrikken
Da vi havde spist alle deres smagsprøver var det på tide at vende snuden hjemad. Og jeg sluttede aftenen af med at tage til Queen's Bath (det sted der blev holdt "baptism" for et par uger siden), for at se solnedgangen og se de flotte store huse der lå ned til stranden. Det var desværre overskyet, så vi så kun solen, men ingen sol-nedgang. Øv. Men fik taget billeder af de seje huse. Her er et par gode idéer til dit drømmehus...
Begyndelsen på solnedgangen

Lige før solen smuttede bag skyerne og Johannes

Udsigten over Queen's Bath - med Kona i baggrunden

Jeg ville gerne have sådan en her i min baghave :-)

Julie, Johannes og Mathias på tur

Villa 1

Villa 2

Villa 3

Dejlig udsigt i solnedgangslys

Forbipasserende der var søde at tage billede af os alle fire

Tættere på...

Lang lukketid

Lang lukketid igen - vi legede lidt med mit kamera

Min drømmevilla

Stadig min drømmevilla 

Queen's Bath og Kona

Sidste lys inden det var helt væk

Søndag. Så står den på Captain Cook - som er en bugt med god mulighed for at snorkle og se flotte koralrev og fisk. Forrige weekend var der en gruppe, der havde taget dertil og var endt med at svømme rundt med 30 definer!!!! Alle os andre var meget misundelige, så vi lavede endnu en tur dertil og håbede på at se delfiner. Mange havde store forventninger og var meget opsat på at de ikke ville tage hjem før de havde set delfiner. Jeg tog det mere stille og roligt, fordi jeg vidste at man ikke kan være 100% sikker på at se dem der, det kommer an på hvordan vejret er. Men jeg håbede selvfølgelig vi ville i det mindste bare se nogle. 

Den første time skete der ikke så meget, Men vi holdt hele tiden øje med vandet, hvis vi nu lige pludselig skulle opdage en finne eller et plask i vandet, der kunne være en delfin. 
Og pludselig skete der noget. Flere og flere så små plask i vandet (laaangt ude i vandet), så vi gjorde os parate til at svømme derud og vi var alle rigtig spændte og oppe at køre. Men da vi kom ud til hvor vi havde set dem (det tog os næsten 15 minutter at komme derud), kunne vi ikke få øje på nogle delfiner. Vi blev nu derude og håbede på at de ville komme tilbage. Og ganske rigtigt. Hvis man bare er tålmodig skal de nok komme til en - de er nemlig meget nysgerrige og kan åbenbart godt lide mennesker, kajakker og små både (som også var ude i vandet, fordi de havde set det samme som os). 
Vi svømmede med dem i mindst en time, og de blev bar ved med at svømme i store cirkler omkring os. Der var nok omkring 15-20 stykker af dem og de kom alle op ad vandet samtidig rundt omkring, så det var bare om at være heldig at det blev der hvor man var. Jeg kom aldrig rigtig tæt på dem, men bare det at være i vandet med dem har været en oplevelse i sig selv. Det var meget skræmmende i begyndelsen, men de var bare så flotte at beundre, at man glemte det lidt. Det kunne jo lige så godt have været hajer, som delfiner ;-) Men det skal man ikke tænke på, når man er ude i vandet. Specielt ikke fordi det tog os en halv time at komme tilbage, fordi vi svømmede imod strømmen og bølgerne. Jeg var virkelig træt og smadret da jeg kom ind på land. Og det blev ikke bedre af at vi havde en lang vandretur på 45 minutter foran os op ad bakke, for at komme op til den nærmeste vej. Så jeg er rigtig træt og øm i denne uge og har fået en rød næse. Håber jeg kan komme tidligt i seng en af dagene, så jeg kan blive frisk til en mulig campingtur i næste weekend! Vi må håbe at der ikke kommer flere tsunamier :-P 
Ispause imens vi venter på de andre

Klar til at gå i vandet

Panorama 1

Panorama 2

Panorama 3

Panorama 4

Panorama 5 - Det er sådan hele bugten ser ud

Trine (den nye danske pige) og Julie der nyder solen

Olga (Moldova/New York) klar til snorkling 

Hold jer muntre.


- Linda :-)